Zinfandel fra Californien

Zinfandel er en lidt besværlig drue. Klaserne er utroligt tætte, og som man kan se, så modner druerne ujævnt, hvilket gør høsten lidt mere besværlig.

 

Chardonnay og Cabernet Sauvignon er de mest udbredte druer i Californien. Dernæst kommer rødvinsdruen Zinfandel med sine 17.800 hektar.

 

Druen er ikke født i den amerikanske stat - man mener, den stammer fra Kroatien, hvor den har rødder tilbage til 1200-tallet. Herfra bredte den sig til Italien, hvor den hedder Primitivo, og i 1820’erne plantede italienske immigranter druen i amerikansk jord. Og i 1832 blev den døbt Zinfandel af en planteskoleejer i Boston, og det har den heddet lige siden.
Utroligt nok er der stor forskel på druen alt efter, om den dyrkes i Californien eller det italienske Puglia, hvor den er udbredt.

 

Zinfandel-klaserne er meget tætte, hvilket giver problemer med råd. Såvel druerne som klaserne er også meget store mens den italienske udgave har mindre druer og ligeledes mindre og løsere klaser.

 

Zinfandel-druen er en rigtig sukkergris. I vækstsæsonen ophober den ekstra megen sukker - hvilket medfører, at der er skruet godt op for alkoholprocenten i de traditionelle rødvine på druen.
Og selv om vinmosten får lov til at gære helt ud, er der ofte så megen sukker i druerne, at vinen efterlades med en god portion restsødme.
Zinfandel-vine har derfor fået et image af at være nogle store bamser, der er fulde af alkohol og sødme.

 

Selv om der er et stort internationalt marked for disse bamser, er der stadig flere især yngre vinproducenter, der er begyndt at fremstille lidt lettere og mindre søde Zinfandel-vine - hvilket blandt andet opnås ved at høste druerne tidligere.
 

Men selvfølgelig - hvad man er til, er et spørgsmål om smag, og hvilken mad, der serveres til vinen.
En del af vinene var lavet på druer fra de mange meget gamle vinmarker med Zinfandel, der findes rundt om i Californien. I nogle tilfælde er markerne plantet for mere end 100 år siden og har vinstokke, der står på egne rødder.

På gamle marker blander der sig vinstokke med helt andre blå druer - måske 20 forskellige druer eller mere.
Sådan tilplantede man ofte vinmarker i gamle dage, hvilket der var en vis ræson i. Nogle druer modnede før andre, nogle havde en frisk syre, mens andre var søde, og når man høstede hele molevitten på én gang, gav det balance i den færdige vin. Samme fremgangsmåde bruges i dag i disse gamle marker, og de vine, der fremstilles på druerne, kaldes for "field blend" (mark-blanding). Langt hovedparten i disse vine er dog altid Zinfandel.